Henri Charrière skrev i 1969 historien om sit liv – ikke mindst tiden i datidens mest frygtede fængsel i den franske straffekoloni kaldet Djævleøen.
Det gav en på alle måder medrivende og fængslende beretning om et menneskes skæbne.
Manden med sommerfuglen Henri Charrière (1906-1973)
Det er måske ikke umiddelbart et navn, som man straks genkender. Lidt nemmere er det, når man nævner bogen “Papillon”, der er solgt i oplag på flere millioner over hele verden.
Henri Charrière kom til verden den 16. november 1906 og blev dømt for et mord, som ifølge ham selv skete i selvforsvar.
Han blev idømt livsvarigt straffearbejde i Fransk Guyana i Sydamerika, hvor de fleste fanger døde.
Stik imod alle odds lykkedes det Henri at flygte fra Djævleøen, men han måtte grueligt meget ondt inden friheden ventede. SPOILER ALERT – ja, det betyder på godt dansk, at du ikke skal læse videre, hvis du hellere vil læse bogen … så er du advaret 🙂
Djævleøen
I 1969 skrev han historien om sit liv og datidens mest frygtede fængsel i den franske straffekoloni kaldet Djævleøen.
Bogen handler om det umenneskelige fængselsophold i årene 1931-1945 og hans konstante kamp for frihed.
Ifølge Charrière selv flygtede han otte gange fra øerne og sejlede tusindvis af kilometer på primitive flåder eller i skrøbelige både i livsfarligt farvand ind til Sydamerikas fastland. Efter ufattelige lidelser genvandt han efter 13 år friheden i Venezuela.
Bogen blev en sensation, og der er solgt millioner af eksemplarer. Alene i Frankrig har bogen solgt mere end halvanden million eksemplarer.
Bogen blev solgt som erindringer og ikke som fiktion, men skønt Charrière hævdede, at hans fremstilling i Papillon hovedsagelig var sandfærdig, har senere undersøgelser indikeret, at det meste af bogens materiale kom fra andre medfanger.
De franske myndigheder dementerede også store dele af bogens indhold, og mente at kunne dokumentere, at Henri Charrière aldrig havde siddet på den fængselsø, der gik under navnet »Djævleøen«.
Franske journalister dokumenterede flere unøjagtigheder og usandheder i bogen, og Henri Charrière gik senere delvist til bekendelse og erkendte, at kun 75 procent af bogens indhold var sandheden. Uanset nøjagtigheden i fremstillingerne rettede Charrières bøger opmærksomheden på de umenneskelige forhold i franske fangekolonier.
I dag mener de fleste, at bogens fortælling er flere forskellige menneskeskæbners historier stykket sammen til én. Og at bogen var Henri Charrières hævn over den dommer, der dømte ham for et mord, som han til sin dødsdag fastholdt, at han var uskyldig i.
Charrière kom med en fortsættelse, Banco (1973), der fortæller om livet i Venezuela, hvor han ankom efter flugten fra Djævleøen.
Charrière døde den 29. juli 1973 i Madrid i Spanien.
Fransk for sommerfugl
Papillon er fransk for sommerfugl, og titlen henviser til det øgenavn, han havde blandt sine medfanger, fordi han havde en sommerfugl tatoveret på brystet.
Bogen blev filmatiseret i 1973 med Steve McQueen og Dustin Hoffman i hovedrollerne, og skønt filmen blev Oscar-nomineret er bogen betydeligt bedre.
Den danske filminstruktør, Michael Noer, stod i 2017 i spidsen for en genindspilning af filmen.
Papillon er stadig spændende og velskrevet som en imponerende skildring af et menneskes ukuelige trang efter at leve i friheden, om troen på overlevelse og dét at holde fast i håbet.
Ingen first take er fejlfri
Ifølge overleveringerne nedskrev Papillon sin historie med pen og sendte det hele til et forlag, med en bøn om at gøre det til en læsbar historie. Angiveligt udgav forlaget hele historien uden at ændre så meget som et komma!
Den slags historier har alle vordende forfattere brug for at høre: et forlag, der blankt accepterer det indsendte manuskript. Uden ændringer.
Efterfølgende blev forfatteren beskyldt for, at forlagets sparsomme redaktion blot er en skrøne. I virkeligheden måtte der redigeres meget, før manuskriptet kunne udgives.
Uanset eventuelle fodfejl eller overdrivelser er det en 100 procent fantastisk god historie.
Læst på en aften og en nat
Som helt ungt menneske fandt en af redaktørerne på Nemos Bbiliotek bogen på sin morfars reol og lånte den med hjem. Han kunne ikke slippe bogen, da han først var begyndt. Den blev slugt i én lærerig, munter og sorgfuld mundfuld. Bogen blev læst på en aften og nat.
Selv nu husker han følelsen af at lukke bogen meget tidligt om morgenen, efter at have tilbragt en vidunderlig og frygtelig tid sammen med straffefangen Papillon. Henri skriver som man tænker og taler. Ikke som en forfatter, men som et menneske, der har en ubegribelig historie at berette.
Bogen indfangede en del af menneskets ånd, og den er værd at læse. Igen.
