Hun er uden tvivl en af Danmarks største litterære skikkelser nogensinde.
Hun blev eventyrer, digter, forfatter og storyteller under både sit eget navn og pseudonymerne Isak Dinesen, Osceola og Pierre Andrézel.
Hun er især berømt for værkerne Syv fantastiske Fortællinger, Vinter-Eventyr og Den afrikanske Farm.
Opvæksten på Rungstedlund
Karen baronesse von Blixen-Finecke kom til verden den 17. april 1885 som Karen Christentze Dinesen.
Hun blev født på Rungstedlund i Nordsjælland som næstældste datter af forfatteren kaptajn Wilhelm Dinesen og Ingeborg Dinesen.
Moderen var af borgerlig slægt, og faderen søn af en officer og godsejer. De levede med tjenestefolk og uden økonomiske bekymringer, men hendes far hængte sig selv, da hun var blot ti år gammel.
Karen Blixen og hendes fire søskende blev herefter opdraget af deres mor og mormor.
Rejselysten
Hendes barndom på Rungstedlund blev ellers en sorgløs og ubekymret opvækst med rejser til familiens herregårde, egne rideheste, sejlbåde, tjenestefolk, barnepige og privatlærerinde.
Karen Blixen rejste meget, både til Schweiz, Skotland, Norge, Frankrig og Italien.
De mange kulturelle oplevelser opmuntrede hende til at tegne, male og udtrykke sig kunstnerisk.
Snart begyndte hun at fortælle historier, og hun skrev sit første skuespil i form af komedien Hovmod staar for Fald.
Karen Blixen blev optaget på Kunstakademiets kunstskole for kvinder på Charlottenborg, og i en alder af 22 år debuterede hun med fortællingen Eneboerne, der blev trykt under pseudonymet Osceola.
Kærligheden i Blixens liv
I en alder af 24 år forelskede Karen Blixen sig hovedkulds i baron Hans von Blixen-Finecke, der var en af tidens eftertragtede ungkarle.
Det blev imidlertid en ulykkelig forelskelse, og i 1910 rejste hun til Paris for at glemme ham.
Her fandt hun en ny kærlighed i Hans’ tvillingebror, Bror von Blixen-Finecke, som hun giftede sig med i januar 1914.
Dermed blev hun baronesse Blixen, men de var meget forskellige i uddannelse og temperament, og Bror var hende utro. Parret blev separeret i 1921 og skilt fire år senere.
Rejsen til Afrika
Fra 1914 til 1931 boede Karen Blixen i Britisk Østafrika, hvor hun ejede og drev en kaffeplantage.
Her mødte hun i 1918 den engelske storvildtjæger Denys Finch Hatton, og efter sin separation fra Bror indledte hun en langvarig kærlighedsaffære med ham.
Kærlighedens fik dog en brat ende, da Denys omkom i et flystyrt den 14. maj 1931.
Økonomiske problemer tvang herefter Karen Blixen til at opgive sin afrikanske farm, og hun forlod Kenya i august 1931.
Kort forinden havde hun skrevet et brev til Thomas Dinesen den 10. april 1931: “Så har jeg, i disse vanskelige måneder og i min nygroede og hjerteknugende uvished om, hvad jeg overhovedet kan gøre i verden, foretaget mig, hvad vi søskende gør, når vi ikke ved, hvad vi ellers skal gøre – jeg er med afsæt i min belæsthed begyndt at skrive en bog.”
Hun vendte tilbage til Danmark, hvor hun boede resten af sit liv på Rungstedlund, men hun var mærket på både krop og sjæl efter tabet af sit livs kærlighed og farmen.
En pagt med djævelen
Karen Blixen var en blændende historiefortæller.
Hun iscenesatte også sig selv som dette, for den gode fortælling starter med en spændende hovedperson.
Som ganske ung blev hun smittet med syfilis af Bror Blixen, og hun gav derpå afkald på et erotisk liv, hvilket førte hende til en pagt med djævelen:
“Da det skete for mig, og der ingen hjælp var at hente hos Gud, og De må kunne forstå, hvor forfærdeligt det er for en ung kvinde ikke at have lov til at elske og favne, da lovede jeg Djævelen min sjæl, og han lovede mig til gengæld, at alt hvad jeg herefter oplevede skulle blive til historier.”
Syn fantastiske Fortællinger
Efter sin hjemkomst fra Afrika begyndte hun at skrive for alvor.
Hun udsendte sin første bog Syv fantastiske Fortællinger i USA i 1934 under pseudonymet Isak Dinesen.
I 1937 udkom Den afrikanske Farm, der for alvor understregede hendes ry som en fremragende forfatterinde.
Under 2. verdenskrig skrev hun den introspektive fortælling Gengældelsens Veje under pseudonymet Pierre Andrézel.
Stærkt i erindringen står også novellen Babettes Gæstebud om den mageløse middag, der bringer selskabet sammen. Novellen udkom først under Blixens pseudonym Isak Dinesen, men blev i 1952 udgivet som en del af novellesamlingen Skæbne-anekdoter. Novellen blev senere filmatiseret og vandt en Oscar for bedste udenlandske film.
Så sig selv som storyteller
Karen Blixen betragtede sig selv som storyteller. Hendes sproglige udtryk var bevidst gammeldags, da hun ønskede at udtrykke en ånd om mod og skæbne, der ikke fandtes i moderne tid.
Karen Blixen skrev først sine bøger på engelsk og oversatte dem derefter til dansk. Kritikere roser hendes engelsk for en særlig skønhed, skrevet med stor dygtighed og præcision.
Som forfatter bevarede hun sit image som en karismatisk baronesse og samlede i slutningen af 1940’erne og starten af 1950’erne en kreds af håbefulde, mandlige talenter omkring sig, heriblandt Thorkild Bjørnvig, Aage Henriksen, Jørgen Gustava Brandt, Ole Wivel og Erling Schroeder.
Sygdom
Hendes liv blev præget af syfilis, hvor hun som en del af behandlingen indtog kviksølvtabletter, som yderligere forværrede hendes helbred.
Karen Blixen havde flere langvarige indlæggelser på Rigshospitalet. På trods af de meget smertefulde og virkningsløse behandlinger havde hun en styrke og viljekraft, der stædigt drev hende frem som kunstner og kvinde.
Karen Blixen døde 7. september 1962 på Rungstedlund i en alder af 77 år. Hun vejede da kun 35 kg efter en mavesårsoperation.
Karen Blixen blev begravet den 11. september 1962 under den store rødbøg ved foden af Ewalds Høj på Rungstedlund.
Hæderpriser og mulig Nobelpris
Karen Blixen levede det meste af sit liv på Rungstedlund, hvor store dele af forfatterskabet blev til.
Hun modtog et væld af litteraturpriser og legater, herunder Holberg-medaljen, Boghandlernes gyldne Laurbær, Dansk Forfatterforenings H.C. Andersen Legat og Henrik Pontoppidans Mindefonds Legat.
Hun var tillige stiftende medlem af Det Danske Akademi.
I 1950’erne var Karen Blixen i flere år kandidat til Nobelprisen i litteratur, og da Ernest Hemingway i 1954 modtog Nobelprisen, sagde han, at andre, herunder Karen Blixen, nok fortjente den hæderfulde pris mere end ham selv.
Karen Blixen takkede ham i et brev af 1. november 1954: “The Danish Papers report that on being awarded the Nobel Prize you have done me the honour to mention me as one of the authors who might have deserved it. In the hope that this is true, I thank you many times for your kind words. They give me, I think, at this moment as much heavenly pleasure, – even if not as much earthly benefit, – as would have done the Nobel Prize itself.”
Udover Syv fantastiske Fortællinger (1934) og Den afrikanske Farm (1937) skrev hun Vinter-Eventyr (1942), Gengældelsens Veje (1944), Sidste Fortællinger (1957) og Skæbne-Anekdoter (1958).
Vi mindes Karen Blixen for hendes ord i Syv fantastiske Fortællinger, hvor hun skriver: “Poesien er en stor og lykkelig magt i livet og hjælper os til at bære hverdagens genvordigheder.”
