
Mange kender formentlig tegneren Peyo for hans arbejde med Smølferne og Benny Bomstærk, men han skabte også serien Henrik og Hagbart.
Henrik og Hagbart er en eventyr- og middelalderinspireret tegneserie, hvis originaltitel er Johan et Pirlouit.
Belgiske Peyo tegnede serien fra 1946 til 1977.
Henrik og Hagbart på eventyr
De første to år blev serien bragt i den belgiske avis La Dernière Heure, derefter i Le Soir og fra 1952 i de franske seriemagasiner Spirou og Risque-Tout.
Henrik og Hagbart er et uadskilleligt makkerpar, og deres oplevelser og eventyr foregår i en karikeret udgave af middelalderens Europa.
Som kongens væbner er Henrik både modig, trofast og en dygtig sværdkæmper.
Hans trofaste følgesvend er Hagbart, der til tider er både letpåvirkelig og humørsyg, men naturligvis altid trofast, når det virkelig gælder.
Hagbart var ikke med i serien fra begyndelsen, men kom først med i den oprindelige series tredje album, Nissen i klippeskoven. Indtil da var Henrik den eneste hovedperson, og dermed får serien først senere sit endelig navn “Henrik og Hagbart”.
Fra starten i 1947 blev der offentliggjort i alt 13 album, inden Peyos død i 1992. Derefter fortsatte et hold tegneserieskabere fra Studio Peyo med at skrive og tegne historierne.
Starten på Smølferne
Det var i Henrik og Hagbart-albummet Den fortryllede fløjte fra 1958, at den første smølf så dagens lys.
Smølferne optræder med mellemrum, da begge serier foregår i samme univers.
I dag er Peyo i særdeleshed kendt for Smølferne, der blev en overvældende verdenssucces.
Peyo udtrykte dog stor kærlighed til den charmerende middelalderserie om den unge ridder Henrik og hans trofaste og temperamentsfulde væbner Hagbart.
Seriens figurer
Henrik er kongens væbner og blandt majestætens nærmeste rådgivere og betroede.
Henrik sendes på forskellige missioner. Han er ofte til hest, dygtig med et sværd, men han optræder sjældent i fuld rustning. Han er samvittighedens og ærens vogter, taler altid sandhed og hjælper folk, der er kommet i nød.
Den lille og lyshårede Hagbart præsenteres oprindeligt som en tyv i skoven. Efter en voldsom start bliver han og Henrik venner.
Hagbart udvikler sig med tiden mere til en barde, som spiller musik, synger og optræder, skønt de fleste betvivler hans evner. Han er altid sulten, fysisk stærk og en farverig karakter. Han slås normalt med en stridskølle, som han svinger med begge hænder.
Hagbarts ridedyr er hungeden Sisse, som ofte kommer ham til undsætning.
Henrik og Hagbart albums på dansk (kronologisk)
Herhjemme blev serien fra 1975 udgivet som album fra Carlsen.
1. Den fortryllede fløjte
2. Trolddom og hundekunster
3. Balladen om de syv kilder
4. Det glemte land
5. Greven af Gyllingelund
6. Krinkelspirs ring
7. Vikingernes ed
8. Den sorte pil
9. Gudernes kilde
10. Nissen i klippeskoven
11. Månestenen
12. Herren til Oksenborg
13. Den onde ridder Diderik
14. Ravnens horde
15. Troubadourerne på Klippenborg
16. Heksenatten
17. Ørkenens rose
Priser og genudgivelse hos Fahrenheit
Forlaget Fahrenheit lavede en eksklusiv serie med samlebind, hvor hele serien udgives i kronologisk rækkefølge med masser af ekstra materiale.
Serien kan stadig købes fra ny.
Generelt er albums i serien om Henrik og Hagbart ret eftertragtede.
Har du et næsten perfekt eksemplar af 1. udgave i 1. oplag af det første album “Den fortryllede fløjte” kan der være penge i gemmerne.
Et sådan eksemplar sælges antikvarisk for 2.000-4.000 kroner.
Du kan også få gode priser for “Det glemte land” og “Gudernes kilde”.