Ønsker man en liste over de mest solgte tegneserier og albums i Danmark, kommer man lidt til kort.
Den slags findes der nemlig ingen officielle opgørelser af.
Ikke desto mindre har Nemos Bibliotek gjort forsøget.
Her er listen over de historiske salg- og oplagsstal for de meste populære tegneserier gennem tiderne på det danske marked.
Millioner af Anders And & Co.
Ingen over og ingen ved siden af.
Sådan kunne man beskrive Anders And & Co., der uden tvivl er den mest populære tegneserie nogensinde i Danmark.
Der sælges hvert år hundredtusindvis af Anders And-blade herhjemme hvert år, og oprindeligt var salgstallene langt, langt højere.
Siden Anders And & Co. begyndte at udkomme herhjemme i 1949, er der sammenlagt solgt mere end 100 millioner blade.
Det er en rekord, der formentlig aldrig bliver slået af nogen anden tegneserie i Danmark!
Allerede det første Anders And & Co. fra 1949 udkom i 103.000 eksemplarer og blev hurtigt udsolgt.
Herefter var salget støt stigende frem mod 1972, hvor man satte rekord med et oplag på 219.688 eksemplarer. Det er det højeste dokumenterede salg nogensinde af bladet på et kalenderår.
Beregningen af dette gennemsnit er dog behæftet med en vis usikkerhed. Det samlede salgstal for Anders And & Co. i 1972 var nemlig 11,5 millioner eksemplarer, og da der udkom 52 blade dette år, burde det gennemsnitlige salgstal være på 221.153 styk. Usikkerheden til trods er der dog ingen tvivl om, at Anders And & Co. samlet set er den mest solgte tegneserie nogensinde i Danmark.
Den enorme succes i 1972 var i øvrigt den foreløbige kulmination. Indtil da var oplaget og salgstallene kun gået opad, men efterfølgende er det kun gået nedad.
I 1980’erne lå oplagstallet stabilt på omkring 150.000 eksemplarer, og da man fejrede 50 års jubilæum i 1999 var oplagstallet omkring 90.000 stk.
Med tilsynekomsten af internettet og ændrede læsevaner faldt salget i de efterfølgende år. I dag estimeres det, at der sælges omkring 25.000-30.000 eksemplarer af Anders And & Co. hver uge.
Garfield er det mest solgt album nogensinde i Danmark
Hvad angår rekorden for flest solgte eksemplarer af et enkelt album i Danmark skal man kigge i retning af en charmerende, stribet kat.
Garfield 3 er Danmarks mest solgte tegneseriealbum nogensinde.
Ifølge Carsten Søndergaard, der er chefredaktør på Forlaget Cobolt og tidligere redaktør på Carlsen Comics, Interpresse og Runepress, er det albummet “Garfield overgi’r sig aldrig”, der har rekorden.
Der skulle være solgt 400.000-500.000 eksemplarer af dette ene album i Danmark. Salgstallene var så høje, at seriens skaber, Jim Davis, sendte en kontrollant til Danmark, da han var chokeret over de afregninger, han fik.
Asterix & Co.
Den franske tegneserie om de gæve gallere Asterix og hans bedste ven Obelix er også meget populær herhjemme.
Også her er de præcise salgstal behæftet med usikkerhed. Nogle anfører, at der i tidens løb er solgt mere end 10 millioner Asterix-albums i Danmark, mens andre kilder peger på, at Asterix i Danmark er udkommet i gennemsnitsoplag på omkring 200.000 eksemplarer.
Salgstal for Tintin
Usikkerhed er der også omkring salgstallene for Tintin i Danmark.
Salgstal på 100.000 styk i gennemsnit per album er blandt de ofte fremsatte, og der menes at være solgt samlet mindst 3 millioner Tintin-albums i Danmark.
Sikkert er i hvert fald, at Tintin er uhyre populær blandt samlere, og at værkerne samlet set er udkommet i utallige udgaver og utallige oplag.
Salgstal for Sten & Stoffer
Dette er også en serie, hvor der er stor usikkerhed omkring de faktuelle salgstal.
Det antages, at der er solgt henved 50.000 eksemplarer i gennemsnit af den populære tegneserie om Steen & Stoffer.
Salgstal for Basserne
Et af de mest sejlivede tegneserier i Danmark er Basserne.
Bladet udkommer stadig, og man har nu rundet mere end 1.100 udgivelser.
Præcise salgstal for Basserne oplyses ikke længere, men ifølge tal fra Dansk Oplagskontrol og Gallup vedrørende 1. halvår 2009 solgte Egmont Seriebladet dengang 13.792 Basse-blade per udgivelse.
I gennemsnit var der 201.000 læsere af hvert blad. Disse tal var en lille fremgang fra 2. halvår 2008, men få år tidligere solgte man cirka 20.000 eksemplarer per blad.
Lucky Luke
Den humoristiske western-tegneserie er en klassiker i Danmark.
Cowboyen, der er hurtigere end sin egen skygge, solgte alene over 4 millioner danske tegneseriealbum fra 1971 til 1981.
Det seneste estimat er, at der er solgt mere end 8 millioner Lucky Luke-albums i Danmark siden starten.
Fantomet toppede i 1970erne og 1980erne
Redaktionen bag Nemos Bibliotek var faste læsere af Fantomet.
Og vi var langt fra de eneste. Faktisk var Fantomet, der startede i 1971, blandt de mest sælgende tegnserier i Danmark.
Fra starten i 1971 og frem til 1975 lå oplagstallet på 40.000-60.000 eksemplarer.
Fra 1976 og frem mod 1985 havde Fantomet-bladet sin guldalder i Danmark, da oplaget steg til et estimeret antal på 70.000-85.000 eksemplarer.
I den periode var Fantomet formentlig den største tegneserie i Danmark efter Anders And & Co.
Især havde Fantomet-klubben en positiv effekt på salgstallene, hvor tusindvis af danske medlemmer troligt købte bladet for at følge med i klubbens aktiviteter og købe merchandise.
I årene efter faldt oplaget til under 30.000 eksemplarer, og i starten af 1990erne kæmpede bladet med konkurrence fra TV, video og computerspil. Oplagstallene faldt i denne periode løbende til under 15.000 stk. Man forsøger sig med at udkomme sjældnere, men man vender ikke den knækkede salgskurve, før man formelt lukket seriens udgivelse med nr. 358.
Herefter fulgte et kortvarigt forsøg på genoplivning med udgivelse af hæfter i farver (nr. 359-369), men det lykkedes ikke. Højere produktionsomkostninger, tabet af kioskernes hyldeplads til fordel for glittede magasiner og mindre læselyst hos den primære målgruppe af drenge i alderen 8-14 år, blev dødsstødet for Fantomet-bladet i Danmark.
Skipper Skræk
Ikke mange unge kender bladet Skipper Skræk, men oprindeligt var det blandt de allerbedst sælgende i Danmark.
Skipper Skræk var fra starten i 1938 en enorm succes blandt de unge. Bladet udkom i tabloidformat og på avispapir.
Her var spændende tegneserier og engagerende læsning for den unge generation.
Da bladet var på sit højeste, lå oplaget af Skipper Skræk-magasinet på små 150.000 eksemplarer. Ved lukningen var det faldet til 33.000.
Peter Madsen og Valhalla
Fortællingerne om de nordiske guder med Odin, Thor og spidsen og deres kamp mod jætterne er også uhyre populær.
Peter Madsens Valhalla-serie har også været en bestseller i Danmark. Der er angiveligt solgt mere end 3 millioner Valhalla-albums.
Alene af bind 1 “Ulven er løs” er der solgt over 100.000 eksemplarer i Danmark.
Salgstal for Hudibras
Mange kender Hudibras, der er en helt særlig størrelse i den danske bladverden. Det satiriske humorhæfte var fyldt med nogle for datiden ret vovede vittighedstegninger.
Perioden fra 1950’erne til 1970’erne var Hudibras-bladets absolutte velmagtsdage, hvor det var en fast bestanddel af de danske frisørsaloner, ventesale og de fleste herreværelser.
På sit højeste var det samlede oplag på den gode side af 100.000 eksemplarer.
Det var i denne periode en af de bedst sælgende publikationer i Danmark overhovedet, kun overgået af de allerstørste ugeblade og Anders And & Co.
Blæksprutten og Svikmøllen
Man fristes til at skrive, at disse hæfter er to sider af samme sag. Begge udkom en gang om året (op til jul), og begge var blandt favoritten til julens klassiske mandelgave eller gaven til far eller bedstefar.
Begge hæfter er satiriske udgivelser, som i tekst og tegninger beskrev årets store og små begivenheder, ofte med fokus på politik, kongehus og kulturliv.
Blæksprutten udkom fra 1880 og frem til 2014, hvor Gyldendal lukkede publikationen ned. Omkostningerne var blevet for store og oplaget for lille. I storhedsperioden var oplaget henved 200.000 styk, men i 2014 var det faldet til en tiendedel.
Svikmøllen udgives af Gyldendals konkurrent, Lindhardt & Ringhof. Dette blad startede først i 1915, men udgives i modsætning til Blæksprutten stadig. Oplagstal kendes ikke, men har sandsynligvis været i samme størrelsesorden som Blæksprutten. Oplaget har været i titusindvis, da det gik bedst.
Om salgstal og oplag
Listen over historiske salgstal for tegneserier og blade i Danmark er ikke udtømmende, og der kan være andre tegneserier og albums, der har solgt mere.
De angivne salgstal er estimater baseret på forskellige kilder. Forlagene har forståeligt nok betragtet salgstallene som forretningshemmeligheder, og de har derfor sjældent offentliggjort de nøjagtige tal. Derfor er det ikke muligt at give en komplet, år-for-år liste over præcise salgstal for de enkelte tegneserier og albums.
Salgstal er naturligvis ikke det samme som læsertal. Eksempelvis anslog Kantar Gallup i 2022, at læsertallet for Anders And & Co. var på omkring 196.000 læsere om ugen, skønt oplagstallet var langt mindre. Det skyldes, at mange blade læses af flere familiemedlemmer, byttes mellem venner eller cirkulerer i ventesale hos frisører eller lånes på bibliotekerne.
Har du input til artiklen, så skriv dem gerne i kommentarfeltet.