Bestsellerforfatteren Sven Hazel

Kulørt og kontroversiel er begge ord, der meget passende beskriver manden i dette forfatterportræt.

Meget er usikkert, bibliotekerne udlåner ham stort set ikke, og mange vil slet ikke indrømme, at de har læst ham.

Ikke desto mindre er han en af de danske forfattere, der har solgt flest eksemplarer af sine bøger. Formentlig overgås han kun af H.C. Andersen hvad salgstal for en dansk forfatter angår.

Manden bag Sven Hazel

Mystikken omkring forfatteren er stor.

Sven Hazel eller Sven Hassel er forfatterpseudonymet for Børge Willy Redsted Pedersen, der blev født den 19. april 1917 i Nyhuse.

Skønt de færreste kender ham i dag, så har han solgt henved 60 millioner bøger om sine oplevelser som straffefange og soldat under 2. Verdenskrig.

Bøger om anden verdenskrig

Under navnet Sven Hassel debuterede han som forfatter i 1953 med bogen “De fordømtes legion.”

Denne litterære debut vakte opsigt, da forfatteren hævdede, at bogens krigshændelser var selvoplevede, idet han under 2. Verdenskrig havde været indrulleret i et tysk strafferegiment, der kæmpede ved flere afgørende krigsfronter.

I perioden 1953-1984 skrev han i alt 14 krigsromaner, der opnåede en overvældende salgssucces. Bøgerne er oversat til talrige sprog.

Bøger af Sven Hazel

De fordømtes legion
Gestapo
Jeg så dem dø
Likvider Paris
Frontkammerater
Døden på larvefødder
Monte Cassino
Marchbataillon
SS-generalen
Kommando Reichsführer Himmler
Glemt af Gud
Krigsret
GPU-fængslet
Kommissæren

Sven Hazel beskriver krigens umenneskelighed, kammeratskabet i håbløse situationer, propagandaens ødelæggende kraft og civilbefolkningens tab.

Flere af bøgerne blev af Hazel selv regnet som biografier, herunder De fordømtes legion fra 1953, og ifølge forfatteren var alle bøgerne baseret på virkeligheden.

I 1987 blev bogen Døden på larvefødder filmatiseret med titlen Wheels of Terror. Filmen blev produceret af danske Just Betzer, men den blev økonomisk en fiasko.

Kontroversiel forfatter

Sven Hazels forfatterskab og hans person var imidlertid stærkt kontroversielle.

De få selvbiografiske oplysninger stammer fra forfatteren selv.

Ifølge en af dem havde han sejlet i handelsflåden som dæksdreng, men i 1937 drog den arbejdsløse Sven Hazel og en kammerat til Tyskland, hvor han fik tysk statsborgerskab og lod sig rekruttere til 7. kavaleriregiment. Da han ikke returnerede efter en kort orlov, blev han straffet som desertør og overført til et strafferegiment.

Ifølge egne oplysninger gjorde han tjeneste på alle tyske fronter med undtagelse af den nordafrikanske, og han blev såret adskillige gange. Han blev angiveligt forfremmet til løjtnant og modtog Jernkorset af første og anden klasse. Han overgav sig til sovjetiske tropper i Berlin i 1945 og tilbragte flere år i krigsfangelejre.

Han blev løsladt i 1949 og ville melde sig til den franske Fremmedlegion, men i stedet mødte han Laura Dorthea Guldbæk Jensen, som han giftede sig med 6. januar 1951. De to samarbejdede herefter om at skrive bøger om hans oplevelser.

Afsløret efter krigen

Efter krigen afslørede journalisten George Kringelbach i 1963, at Sven Hazel i virkeligheden var den dømte landssviger Børge Willy Redsted Pedersen, og at han muligvis havde arbejdet for en tysk efterretningstjeneste. Ifølge Kringelbach havde Sven Hazels formentlig nok været i Tyskland under krigen, men ikke i en straffebataljon. Angiveligt havde Sven Hazel slet ingen militær karriere. Derimod havde han formentlig i Danmark under krigen arbejdet for den tyske efterretningstjeneste, der samarbejdede med Hipo.

Efter disse afsløringer forlod Sven Hazel Danmark og bosatte sig i 1964 i Spanien, hvor han etablerede forlaget Bellum.

Andre kritikere har rettet skarpe anklager mod myten om Sven Hazel, og der er også rejst tvivl om hvem der rent faktisk har skrevet bøgerne.

Beskrivelserne af krigens gru ved østfronten opfattes dog af mange som autentiske.

Sven Hazel døde i Barcelona som 95-årig den 21. september 2012.

Den grimme ælling

Sven Hazel – eller Børge Willy Redsted Pedersen – forbliver en af dansk litteraturs grimme ællinger, når det kommer til anmeldere og anerkendelse. Kritikere mente, at det var stereotype romaner med usandsynlige krigseventyr, men læserne var ikke i tvivl.

Af danskere forfattere er det formentlig kun H.C. Andersen, der har solgt flere bøger.

Vi har læst Sven Hazel for de gruopvækkende beretninger om krigens terror, og hans forfatterskab glorificerer på ingen måde krigen, men beskriver det menneskelige ragnarok med død, ødelæggelse og lemlæstelse.

Og vi erindrer, at bøger kun sælges i så store oplag fordi læsere anbefaler dem til hinanden.